Museum Sydøstdanmark job
Museum Sydøstdanmark har de seneste år gennemgået en fusion, vi har gennemrenoveret de fleste af vores ni huse, som nu er fyldt med toptunede medarbejdere, udstillinger og events, der er med til at give tilværelsen kant og fundament. Så langt så godt. Hvad skal der så ske nu? Og hvad er meningen med at tune Museum Sydøstdanmark til en mere offensiv rolle?
Fundamentet er på plads. Museum Sydøstdanmark er et statsanerkendt, kulturhistorisk museum, som varetager hele arkæologien og historien i Køge, Næstved og Vordingborg kommune. -Plus arkæologien i Faxe, Stevns, Greve og Solrød kommune.
Museumsloven siger, at vi skal aktualisere viden om kulturarv, gøre den tilgængelig og vedkommende og at det skal ske i samspil med den verden, der omgiver os. Vores vigtigste verden er vores driftskommuner; Køge, Næstved og Vordingborg. Og vi forholder os derfor aktivt til deres strategier og fokuserer på at være værdiskabende. Ikke kun i forhold til bløde værdier. Men også kontant.
Vikingeborgen Borgring og Camønoen er glimrende eksempler på, hvordan vi gør det. De to projekter dyrker og markedsfører begge markant den lokale identitet og agenda. Analyser fra firmaet Meltwater viser, at kommunikationen af projekterne har en markedsføringsværdi på ikke mindre end 23.8 mio. kr.! Dertil kommer forøget omsætning i lokale værdiklynger gennem først og fremmest øget turisme.
Det helt store projekt i 2019 bliver arbejdet med Holmegaard Værk, og hermed bidrager museet også markant ved at være både relevant og værdiskabende i Næstved Kommune.
Velkommen til en ny guldalder på Museum Sydøstdanmark. Vi glæder os til at se dig!