Bahne job
Vi er ikke en kæde. Vi er en familie af butikker.
I 1965 flyttede Ellen og Jørgen Bahne til Slagelse for at gå en tur. Eller rettere for at invitere kunderne til at ”gå tur hos Bahne” som sloganet lød for Bahne Udstyr & Brugskunst. En splinterny butik med enten Ellen eller Jørgen bag disken, indtil der blev råd til at fru Harder hjalp til på halv tid.
Resten er historie, og den handler ikke blot om familien Bahne, men om at være i familie. For familiekulturen har været lige så bærende for Bahne som kærligheden til design og lysten til at være sin egen.
Der er mere end 50 år fra ”udstyr & brugskunst” i 1965 til ”design shop” i 2019. Men forskellen er den samme. Forskellen på det lidt for store udvalg – og noget lidt mere udvalgt.
Og her kommer den personlige smag ind i butikken. Hos Bahne har vi kun varer, vi selv gerne ville have.
En grim stegepande bliver ikke mindre grim af at være billig. Den bliver heller ikke mere bæredygtig af at skulle udskiftes om et år. Og hvis en koralrød bluse gør dig mindre end meget smukkere, foreslår vi noget andet. Ligesom vi hellere vil skære igennem og præsentere fire gode knive end et udvalg på 20.
Det er sådan, vi har det hos Bahne. Og måske er det derfor, vi har det sjovere end de fleste, når vi går på arbejde. For selv om den oprindelige familiebutik i Slagelse efterhånden er blevet til 20 butikker og familien er udvidet til knap 500 medarbejdere, handler det stadig om at være sin egen.
Derfor er hver eneste Bahne-butik sin egen familie. En familie der kender både kunderne og varerne - og alle tænkelige og utænkelige kombinationer af de to ting. Og oplevelsen er den samme, hvad enten man blot vil gå en tur og lade sig inspirere, eller leder målrettet som et varmesøgende missil efter den helt rigtige tekande.
Hos Bahne vil man møde en familie, der kan få enhver til at føle sig hjemme. Og det er lige præcis meningen.