Erfaren projektleder til strategisk byudvikling i København (fuldmægtig eller specialkonsulent)

Denne stilling er desværre ikke længere ledig.
Se alle ledige stillinger

Freelance - København NV

Vil du være med til at drive byudviklingen i København fremad og skabe rammerne for fremtidens København? Team Planlægning i Center for Byudvikling søger en kollega, som kan indgå i en spændende og alsidig hverdag på Københavns Rådhus.

Hvem er vi?
Team Planlægning har ansvar for byens overordnede fysiske planlægning, herunder Kommuneplanen og de store byudviklingsprojekter som Nordhavn, Godsbaneterrænet og Ørestad. Endelig arbejder vi også med udvikling af kommunale grunde og en række strategiske samarbejdsprojekter om byudvikling på tværs af Københavns Kommune.

Vi arbejder i en varieret hverdag på det historiske Københavns Rådhus, hvor ikke to dage er ens. Vores opgaver har stor politisk bevågenhed, og hver eneste dag arbejder vi for at gøre København til et bedre sted at bo, arbejde og leve.

Team Planlægning er en del af Center for Byudvikling i København Kommunes Økonomiforvaltning. Centeret består af fire teams, der arbejder med kommunens overordnede byudvikling, herunder kommuneplanlægning, trafikplanlægning, boligpolitik og kriminalitetsforebyggelse. Den ledige stilling er hos Team Planlægning.

Hvem søger vi?

En erfaren fuldmægtig eller specialkonsulent med projektledererfaring og engagement i byudvikling.

Vores nye kollega skal have lyst til at gøre en forskel i arbejdet med byudvikling af København. Nøgleord er gåpåmod, strategisk sans for byudvikling og en evne til at håndtere mange bolde i luften.

Vi søger en erfaren projektleder, der kan bidrage til arbejdet med at virkeliggøre kommunens visioner for byudvikling. Din dagligdag hos os vil blive præget af kontakt til mange samarbejdspartnere, herunder kommunens øvrige forvaltninger, offentlige og private grundejere, rådgivere og andre interessenter i kommunens planlægning og udvikling.

Med det store politiske fokus på området kommer mange forskelligartede opgaver. Derfor er det et afgørende succeskriterium for dig, at du kan holde overblikket og skabe leverancesikkerhed over for forvaltningens direktion omkring de bestillinger, som teamet har ansvaret for. Du er driftssikker, løsningsorienteret og tager selvstændigt ansvar for de opgaver, du varetager.

Du kommer til at beskæftige dig med projektledelse og arbejde på tværs af en række af kontorets opgaver, fx kommuneplantillæg, helhedsplaner og byudviklingsprojekter. Du får indgående kendskab til Københavns Kommunes byudvikling og mulighed for at skabe dig et bredt netværk i kommunen og i ejendomsbranchen.

Måske arbejder du med byudvikling i staten/en statslig styrelse, en kommune eller i en rådgivervirksomhed, der arbejder med offentlige kunder. Du kender til arbejdet i en politisk ledet organisation, og du er klar til at anvende din viden og erfaring sammen med Danmarks dygtigste hold af byplanlæggere.

Kvalifikationer og kompetencer:

Vi forventer, at du:

  • har en relevant akademisk uddannelsesbaggrund indenfor fx planlægning, politik eller administration
  • har 4-5 års erfaring med byudvikling og projektledelse fra fx stat, kommune eller konsulentbranchen
  • har erfaring med at arbejde med strategisk byudvikling
  • har evne til at opbygge og udvikle et godt netværk på tværs af forvaltninger og samarbejdspartnere
  • er god til at kommunikere både mundtligt og skriftligt og evner at formidle kompliceret stof på en letforståelig måde
  • har gode organisatoriske og analytiske evner og finder løsninger, hvor andre ser problemer

Hvad får du?
Vi kan tilbyde en hverdag, hvor du sammen med engagerede kolleger kan gøre en forskel for udviklingen af København, hvor vi varetager nogle af de største byudviklingsprojekter i Danmark. Vi er et team på ca. 20 medarbejdere med mange opgaver og en bred faglighed, der spænder fra arkitekter, ingeniører og geografer til økonomer og antropologer.

Det er en forudsætning for arbejdet, at vi hjælper hinanden. Derfor lægger vi også stor vægt på godt kollegaskab, en fleksibel og omstillingsparat arbejdsform og en uformel omgangstone.

Sammen med resten af Team Plan skal du arbejde for at indfri de mål, som Borgerrepræsentationen med Kommuneplanen 2019 har sat for byens udvikling. En vigtig dagsorden er at skabe en sammenhængende by med et højt kommunalt serviceniveau til københavnerne.

Teamet har i forbindelse med nye forslag til planlægning ansvaret for ændringer af kommuneplanen, både ved mindre projekter, men særligt ved større projekter, f.eks. omdannelse af tidligere industriområder og -bygninger.

Teamet har også en vigtig rolle i at sørge for, at byen udvikles, så den kan rumme den forventede befolkningsvækst, samtidig med at byen udvikler sig i den rette økonomiske, sociale og bæredygtige balance.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst afhængig af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Økonomiforvaltningen har som målsætning at være en familievenlig arbejdsplads. Vi lægger vægt på personlig udvikling og gennemfører kompetenceudvikling for alle medarbejdere.

Tiltrædelse ønskes hurtigst muligt eller fra 1. oktober 2021. Stillingen er en fuldtidsfastansættelse.

Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte planchef Kenneth Horst Hansen på 5191 9126 efter den 2. august.

Søg via nedenstående link senest onsdag den 18. august 2021
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 34.

Økonomiforvaltningen
Økonomiforvaltningen er en af Københavns Kommunes syv forvaltninger. Vi arbejder for overborgmesteren, Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget og understøtter derved kommunale beslutningsorganer på højeste niveau. Sideløbende varetager vi de overordnede, koordinerende opgaver vedrørende kommunens økonomi, personale, fysiske planlægning, administration, beredskab, kommunikation og den generelle udvikling af byen. Vores mål er at fastholde og udvikle København som en af verdens bedste byer at bo i – og skabe øget vækst gennem viden, innovation og beskæftigelse.

Kilde: Jobnet.dk


Information og data

Denne ledige stilling har jobtypen "Projektleder", og befinder sig i kategorien "Ledelse og personale".

Arbejdsstedet er beliggende i København NV.

Jobbet er oprettet på vores service den 23.6.2021, men kan have været deaktiveret og genaktiveret igen.

Dagligt opdateret: Dette job opdateres dagligt ud fra jobudbyderens hjemmeside via vores søgemaskineteknologi og er aktivt lige nu.
  • Projektleder
  • København NV
  • Onsdag den 18. august 2021

Lignende jobs

Statistik over udbudte jobs som projektledere i København NV

Herunder ser du udviklingen i udbudte projektleder i København NV over tid. Bemærk at jobs der ikke har en bestemt geografi ikke er medtaget i tabellen. I den første kolonne ser du datoen. I den næste kolonne ser du det samlede antal projektledere.

Se flere statistikker her:
Statistik over udbudte projektledere i København NV over tid

Dato Alle jobs som projektledere
29. november 2024 1
28. november 2024 1
27. november 2024 1
26. november 2024 1
25. november 2024 1
24. november 2024 2
23. november 2024 2