Sagsbehandler med god juridisk og talmæssig forståelse til bekæmpelse af kædesvig

Denne stilling er desværre ikke længere ledig.
Se alle ledige stillinger

Ringe

Vil du bruge dine kompetencer indenfor revision, regnskab og juridisk sagsbehandling til at bekæmpe kædesvig med fokus på brugen af fakturafabrikker? Vil du være en del af en enhed med et stærkt fagligt og socialt fællesskab? Så er du måske den sagsbehandler, vi søger.

Kædesvig Syd
I vores enhed, Kædesvig Syd, arbejder vi med kontrol af såkaldte fakturafabrikker og deres kunder. Fakturafabrikker er virksomheder, der udsteder fiktive fakturaer, som anvendes af andre virksomheder til opnåelse af uretmæssigt momsfradrag, udbetaling af sorte lønninger eller maskeret udlodning. Der vil derudover ofte være flere forskelligartede afledte problemstillinger i de konkrete sager.

Vores formål er at stoppe og straffe den ansvarlige personkreds ved at gennemføre de nødvendige skatte- og afgiftsmæssige reguleringer for fakturafabrikkerne, køberne af de fiktive fakturaer og stråmænd samt at opdage nye fakturafabrikker efterhånden, som de opstår.

Vi følger hele tiden med i de seneste trends og tendenser på hvidvaskområdet, hvilket også medfører en naturlig løbende ændring af den type opgaver, vi løser.

Vores enhed består på nuværende tidspunkt af 12 medarbejdere og en funktionsleder. Vi har et tæt samarbejde med vores to søskendeenheder i Aarhus og Høje Taastrup.

Kontrol af fakturafabrikker
Som sagsbehandler i enheden får du ansvaret for din egen sagsportefølje, hvor du får til opgave at:

  • indsamle relevant materiale og oplysninger – fra skatteyder, tilgængelige systemer eller pengeinstitutter
  • gennemgå omfattende informationsmængder, særligt i form af regnskabsmateriale og bankkontoudtog i nogle sager og i andre sager at nå til et resultat på baggrund af brudstykker af information
  • foretage nødvendig og korrekt sagstilskæring
  • udarbejde afgørelser med korrekte faktumbeskrivelser, lovhenvisninger samt talmæssige opgørelser af den unddragne skat og moms
  • sikre fremdrift i igangværende sager og overholdelse af frister.

Sagsbehandler med godt overblik og god juridisk og talmæssig forståelse
Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse på bachelor-, diplom- eller kandidatniveau, såsom cand.merc.jur., cand.jur., cand.merc.aud., HD-R, skatterevisor (diplom i skat), professionsbachelor i skat eller lignende. Du kan også have opnået tilsvarende faglighed og kompetencer gennem din erhvervserfaring.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • selvstændigt tager ansvar for løsningen af din egen sagsportefølje, men med grundig oplæring og gode muligheder for løbende sparring og videndeling
  • har forståelse for forvaltningsretlige regler, herunder journaliserings- og notatpligt, god forvaltningsskik, høringspligt mv.
  • på sigt kan foretage kvalitetssikring af dine kollegaers sager, idet vi arbejder efter et princip om to sæt øjne på alle enhedens forslag og afgørelser
  • naturligt videndeler løbende med dine kollegaer.

Vi er en del af Center for Hvidvask
Vores kontor er en del af Center for Hvidvask i fagområdet Særlig Kontrol i Skattestyrelsen. I Center for Hvidvask tilstræber vi stor faglighed på tværs af svigstyper samt skatte- og afgiftsarter, og det giver mulighed for at være en del af et motiverende og udviklende læringsmiljø. I hverdagen stræber vi efter en høj grad af medindflydelse, så vi har mulighed for at tage et medansvar for egen og Skatteforvaltningens udvikling.

Det skal være spændende at gå på arbejde, hvilket ud over interessante arbejdsopgaver inden for et område i konstant udvikling, bl.a. kræver forandringsparathed, højt humør og en positiv tilgang til de daglige udfordringer.

Derudover tilbyder vi:

  • et spændende job, hvor du kan være med til at gøre en forskel, og hvor du får indsigt i et område med stor samfundsmæssig bevågenhed
  • et grundigt onboarding-forløb bestående af både intern undervisning og sidemandsoplæring
  • gode muligheder for løbende faglig udvikling
  • dygtige og engagerede kollegaer samt et godt arbejdsfællesskab.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning med CV, dokumentation og yderligere relevant materiale via linket ”Søg stillingen” senest søndag den 4. februar 2024.

Har du yderligere spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Trine Rasmussen på telefon 72 37 47 72.

Vi forventer at holde 1. samtaler torsdag den 8. februar 2024 og 2. samtaler tirsdag den 20. februar 2024. Der vil indgå en logik- og personanalyse i rekrutteringsforløbet.

Forventet tiltrædelse er pr. 1. april 2024 eller efter nærmere aftale.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer og straffeattest.

Ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT, da du skal arbejde med klassificerede informationer og systemer. Godkendelsen sker på baggrund af en sikkerhedsundersøgelse, som foretages af Politiets Efterretningstjeneste.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Bygmestervej 23 A, 5750 Ringe.

Kilde: Jobnet.dk


Information og data

Denne ledige stilling har jobtypen "Administrativ medarbejder", og befinder sig i kategorien "Kontor, handel og service".

Arbejdsstedet er beliggende i Ringe.

Jobbet er oprettet på vores service den 17.1.2024, men kan have været deaktiveret og genaktiveret igen.

Dagligt opdateret: Dette job opdateres dagligt ud fra jobudbyderens hjemmeside via vores søgemaskineteknologi og er aktivt lige nu.
  • Administrativ medarbejder
  • Ringe
  • Søndag den 04. februar 2024

Lignende jobs

Statistik over udbudte jobs som administrative medarbejdere i Ringe

Herunder ser du udviklingen i udbudte administrativ medarbejder i Ringe over tid. Bemærk at jobs der ikke har en bestemt geografi ikke er medtaget i tabellen. I den første kolonne ser du datoen. I den næste kolonne ser du det samlede antal administrative medarbejdere.

Se flere statistikker her:
Statistik over udbudte administrative medarbejdere i Ringe over tid

Dato Alle jobs som administrative medarbejdere
25. november 2024 1